tirsdag den 12. oktober 2010

Begynd at ryge!

Dette råd, skal naturligvis ikke tages bogstaveligt....!!! Rygning er IKKE godt for hverken dig eller nogen andre!

Der er dog et par ryge-vaner man som ikke-ryger (eller for mit vedkommende ex-ryger) sagtens kan og bør tillægge sig. Det er heldigvis ikke længere tilladt at ryge på arbejdspladser eller offentlige rum. Det betyder at ca. 1 gang hver time (+/-) så griber rygerne en pakke cigaretter og begiver sig udenfor, hvor de nærmest kommer i en meditativ kontakt med deres vejrtrækning (hvææææs....).

Det jeg synes er lidt ærgerligt er at det "kun" er acceptabelt hvis man har en pakke cigaretter i hånden. Det skal vi have lavet om på! Så de sidste par dage har jeg "røget". I stedet for cigaretter har jeg taget et stykke frugt fra den virksomhedsfrugtordning som efterhånden er obligatorisk på mange arbejdspladser, og sammen med en ryger begivet mig udenfor i det dejlige danske efterårsvejr.
På den måde har jeg fået:
  • Rørt mig (jeg tager naturligvis trapperne!)
  • Frisk luft (i stedet for kontor-hørmen)
  • En dosis D-vitamin fra efterårssolen
  • Fokuseret på min vejrtrækning (træk vejret med maven - ikke skuldrene)
  • Drøftet en række spændende ikke-arbejdsrelaterede emner med kolleger
  • Energi til at fortsætte arbejdet endnu mere....

Der er garanteret mange andre positive sidegevinster ved at opføre sig som en ryger, disse var bare de første der lige kom til mig.

Så dagens råd: Begynd at ryge - bare ikke cigaretter. Et "Ingrid Marie" æble kan anbefales - de er også gode lige nu!

Jeg har lavet en facebook gruppe, for at se om ikke man kunne skabe en "folkebevægelse".
Klik HER hvis du vil "synes om" gruppen. 



torsdag den 30. september 2010

Et møde med en inspirator.....

I dag har jeg været til foredrag med Chris MacDonald. Jeg har aldrig tidligere haft fornøjelsen af at opleve ham "live". Mit kendskab til Chris har været baseret på de programmer han har lavet i TV - og det var da egentlig dejligt at opleve at mange af de elementer som indgår i Chris' foredrag er elementer som også indgår i min tilgang til tingene. Dog er min specifikke viden på området omkring SØVN og Mindset ikke gode nok til at jeg vil prøve at komme yderligere ind på disse emner - så jeg vil indtil videre holde mig til motion (output) og kost (input)

Hvis du har lyst til at læse mere om Chris MacDonald, så synes jeg fluks du skal åbne en ny fane (command + T/CTRL +T) og kigge her: www.chrismacdonald.dk


Dagens gode "output" råd: 
#1 Brug trappen. For at ændre vaner, skal man gøre det langsomt. Gør en ting ad gangen, ellers vælter korthuset. Så fra nu af gør du følgende: 
Tag trappen (IKKE rulletrappen). I lufthavnen, gå udenom rullefortovene! Jeg har de sidste 4 år arbejdet som eksportchef i et dansk firma, og det er blevet til en del flyvning i Europa, USA og Asien. Jeg har et princip om ALDRIG at bruge de rullende trapper/fortove. Og f.eks. i Londons Underground hvor det er umuligt, så går jeg op ad trapperne! 

Bonus info: Når jeg står i busser og subways forsøger jeg altid IKKE at holde fast. Så bliver min krop nødt til at bruge energi for at holde balancen (output) og samtidig bliver min balance bedre..... win win. 

tirsdag den 28. september 2010

Simpel formel med stor betydning!

Lad mig starte med at slå fast at jeg på ingen måde forsøger at nedgøre specifikke kostprogrammer eller gennemarbejdede træningsrutiner. Tværtimod. Som skrevet tidligere her på bloggen, så mener jeg bare, at for at få en langvarig effekt, er det nødvendigt med en "nede-på-jorden" tilgang til tingene.

Jeg mener for eksempel at vores krops "udseende" kan stilles op i en helt banal ligning:

Kroppens udseende = den kost vi indtager * fysisk aktivitet vi foretager os

eller endnu mere simpelt:
krop = kost * træning

Så med andre ord, for at ændre udseendet på vores krop, så er der kun to faktorer vi kan påvirke (med mindre vi skal en tur forbi en plastikkirurg).

1. Vores kost (kalorie input)
2. Vores fysiske aktivitet (kalorie output)

Lad mig lige starte med toeren. Jeg skriver med vilje fysisk aktivitet for det er IKKE kun når vi træner at kroppen er i fysisk aktivitet. Det er den hele tiden (eller det bør den være). Selv når vi ligger og sover forbrænder vores krop kalorier.

Omkring kosten kan det kort sammenfattes: Uden mad og drikke....

Jeg vil fremover komme med gode råd, tips og tricks samt almindelig vejledning for hvordan man kan leve sundt og aktivt uden at være fanatisk.

"Årsagen til fedme er endelig fastslået......"

Med de ord åbnede min gode ven og kollega Nicolaj for 7 år siden samtalen over frokosten. (Der er to ting der knytter sig til situationen. a) Nicolaj er en størrelse XL (eller var, for han er blevet mindre...!). b) kantinen var et sandt overflødighedshorn af lækker mad. )

Således var dialogen omkring lægevidenskabens fremskridt klar til at fortsætte, og alles øjne kiggede spændt på Nicolaj, der med en fyldt tallerken lignede en der var klar til at redegøre for menneskelig genetisk kortlægning, stofskifte-analyse-resultater eller andre spændende emner fra den hvidkitlede verden.

Stor var overraskelsen da Nicolaj højlydt proklamerer at fedme slet og ret er en bygningsfejl!

"Fedme skyldes for stor mund og for lille røvhul!"

Nu har Nicolaj altid været kendt for et godt humør og en særdeles veludviklet humor og en anden klassisk bemærkning fra den unge mand er følgende (når han bliver tilbudt chokolade, slik el. lign): Nej tak, jeg har valgt ikke at blive fed! (lidt sjovt, når man nu er på +100 kg.). Ikke desto mindre vil jeg gerne vende tilbage til bygningsfejlen.

Jeg synes at der er alt for mange eksperter som prøver at gøre en sund livsstil til raketvidenskab. Kost, hvor der skal tælles kalorier, flerumættede fedtsyrer, proteiner og kulhydrater. Træning der skal foregå i anaerobe zoner, high-intensity workouts, fatburning exercises, endorphine producing training etc.

Nuvel, jeg vil slet ikke afvise de ovennævnte emner, blot vil jeg postulere at det er svært at få den videnskabelige tilgang til kost og træning til at indgå naturligt i en travl hverdag, hvor der skal arbejdes fuldtid, hentes børn, smøres madpakker, laves aftensmad, luftes hund, etc. etc. Og det er lige præcis DET, den her blog skal handle om. At gøre en sund og aktiv livsstil til en overskuelig proces!

God læselyst!

It's NOT a disease.....

Jeg så fornylig Ricky Gervais' one-man show fra London. Han er en af mine yndlings stand up komikere, og han har en fantastisk evne til at (undskyld udtrykket) skære ind til benet.

Ricky Gervais - Live in London

Udover at være en humoristisk begavelse, så har han også mere eller mindre vidende om det, lagt navn til denne blog. Jeg synes sætningen rammer noget helt centralt. De sidste par år, har der i medier været en tendens til at sygeliggøre overvægt, og i særdeleshed fedme. Ord som epidemi, hører i mine ører kun hjemme i sammenhæng med sygdomme som Ebola, Pest og Kolera...... hvor der foregår en decideret smitte fra person til person.

Smitter overvægt ? Tja.... det kan man måske godt argumentere for at det gør. Men ikke via en virus eller bakterie, man ikke kan beskytte sig i mod, men ved at man (måske) kopierer uvaner som ens omgangskreds dyrker, eller bliver "lokket" til at spise (kalorie input) ting, som ikke er hensigtsmæssige for kroppen.

Jeg vil heller ikke afvise at der i sjældne tilfælde er f.eks. stofskiftesygdomme som gør det svært at bevare en harmonisk krop, men set ud fra generelt overordnet synspunkt er jeg fuldstændig enig med Ricky: It's not a disease......  og med det in mente, vil jeg i stedet for den videnskabelige og kliniske tilgang til overvægt - her på bloggen komme med et par ukliniske og ikke specielt læge-videnskabelige forslag til at gøre noget ved det.....